• »Mysteriet i Nyhavn« har været i myndighedernes søgelys i årevis. Nu dukker det op i kæmpe svindelsag

    来源: BDK Finans / 04 4月 2024 00:08:58   America/New_York

    De kalder sig en af verdens største investorer i kostbare ædelsten som smaragder, rubiner og safirer. Men de seneste år har både Københavns Politi, Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen sat alvorlige spørgsmålstegn ved fortællingen fra selskabet Northcapital, som har adresse i Nyhavn i hjertet af København. Og nu er Northcapital – der i 2021 var centrum i Berlingskes serie »Mysteriet i Nyhavn« – så dukket op i en sag om mulig svindel for over 500 millioner kroner, som efterforskes intenst af National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Sagen handler om en dansk spilleklub, som angiveligt har snydt over 700 private investorer ved hjælp af udspekuleret pyramidesvindel. Netop denne spilleklub skal i perioden 2018 til 2022 have oparbejdet et tilgodehavende hos Northcapital på 173,5 millioner kroner. Den store gæld skal være opstået, fordi spilleklubben lånte Northcapital penge, der ikke er blevet betalt tilbage. Det fremgår af dokumenter, Berlingske er i besiddelse af. Hverken Northcapitals ejer, Werner Schmidt, formand, Christian Harboe Wissum, eller finansdirektør, Kim Hersland, har svaret på henvendelser om sagen. Ingen adgang til bankkonti Sagen om mulig svindel i spilleklubben – som er omfattet af et navneforbud – kom til offentlighedens kendskab i januar, da politienheden NSK meddelte, at fire personer var anholdt i en koordineret aktion. »Med dagens aktion håber vi at have stoppet et igangværende svindelnummer,« skrev NSK i meddelelsen. De fire anholdte mistænkes for at have lokket over 700 investorer til at indskyde penge i den tro, at de blev brugt til væddemål på blandt andet tennis- og fodboldkampe. Men ifølge politiet blev investorerne udsat for et såkaldt Ponzi scheme, hvor penge fra nye investorer gik til at betale »afkast« til andre. Spilleklubben er nu konkurs med en gæld til investorerne på over 800 millioner kroner, og advokat Peter Krarup fra firmaet Mazanti-Andersen er indsat som kurator for at rydde op. Og det var netop ham, der for nylig i en redegørelse til investorerne oplyste, at spilleklubben har foretaget »betydelige investeringer« i ædelsten. Tilgodehavendet er opgjort til 173,5 millioner kroner, og ifølge Berlingske oplysninger menes pengene at være overført til forskellige Northcapital-selskaber samt til ejer Werner Schmidt personligt. Men der er fortsat ikke klarhed over pengestrømmene, fortæller kurator Peter Krarup til Berlingske. »Vi har endnu ikke haft adgang til de bankkonti, som det drejer sig om,« siger han. Ved I, om ædelstenene findes? »Nej, heller ikke. Vi har modtaget flere certifikater, men vi har endnu ikke kunnet få bekræftet, om de er ægte eller ej, eller om der ligger reelle ædelsten bag ved disse.« Berlingske har kontaktet Anders Nemeth. Han er forsvarsadvokat for den hovedmistænkte i sagen om spilleklubben. Den hovedmistænkte er også omfattet af et navneforbud. Men advokaten har ingen kommentarer til lånene til Northcapital. »Werner Schmidt har svindlet os« Ifølge Berlingskes oplysninger indgår lånene til Northcapital nu i NSKs efterforskning af den mulige svindel i spilleklubben. Og det er langtfra første gang, at selskabet er i politiets søgelys. Allerede i 2017 fik en efterforsker hos Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet øje på mystiske forhold omkring det dengang nystartede selskab. I Northcapitals regnskaber kunne efterforskeren se, at selskabet hævdede at have værdier – hovedsagelig i form af ædelsten og diamanter – for over tre milliarder kroner. I et internt dokument – tiltænkt mulige investorer – skrev Northcapital videre, at 940 kilo ædelsten blev opbevaret i en boks hos storbanken Commerzbank på Potsdamer Straße i Berlin. Men trods de store værdier var der meget lidt økonomisk aktivitet at spore i Northcapital. Og selskabet havde ikke engang en bankkonto. Alt dette gjorde politiets eksperter i økonomisk kriminalitet skeptiske. »Selskabets årsrapport skønnes at være fiktiv,« lød beskeden til Erhvervsstyrelsen, som overtog sagen og straks indledte en undersøgelse. Året efter – i april 2018 – offentliggjorde Northcapital så, at selskabet havde købt det tyske industriselskab Starz Group med 700 ansatte spredt over Tyskland, Tunesien, Polen og Kina. Men den aftalte købesum blev aldrig betalt, og Northcapital blev derfor stævnet for et millionbeløb i euro af advokatfirmaet White & Case, som havde stået for salget. »Vi mener, at Werner Schmidt og hans kollegaer har svindlet os,« har advokat Tim Brune fra White & Case tidligere sagt til Berlingske. Anklagemyndigheden i Cottbus indledte i kølvandet på sagen en undersøgelse af Northcapitals formand, Christian Harboe Wissum, og ejer, Werner Schmidt, for mulig svindel. Men den blev senere lagt ned på grund af mangel på beviser. I foråret 2023 var den gal igen. Her oplyste anklagemyndigheden i den tyske hovedstad, Berlin, til Berlingske, at Werner Schmidt var blevet sigtet for økonomisk kriminalitet. »Vi har indledt en undersøgelse af Werner Maria Anton Schmidt. Personen er sigtet for svindel som følge af et værditab i forbindelse med forretning med diamanter,« sagde Karen Sommer, pressechef hos anklageren i Berlin. Werner Schmidt kaldte i den forbindelse Berlingskes artikel »fuld af fejl« – uden at fremsætte konkrete kritikpunkter. Han kommenterede ikke sigtelsen for svindel. Brug for flere penge Werner Schmidt holder i dag angiveligt til i storbyen São Paulo i Brasilien. Derudover er han involveret i virksomheder i så forskellige lande som Malta, USA, Brasilien, Colombia, Luxemburg, England og Danmark. I sit brev til investorerne i den konkursramte og svindelmistænkte spilleklub gør advokat Peter Krarup det da også klart, at der fremadrettet »med stor sandsynlighed« bliver behov for advokatbistand i USA, England og Brasilien. Men han slår samtidig fast, at der i konkursboet på nuværende tidspunkt ikke er »nævneværdige midler« til rådighed for yderligere undersøgelser af lånene til Northcapital. Han beder derfor de tabsramte investorer om at komme med flere penge. Det foregår sådan, at de mindste investorer, der har tabt mindre end én million kroner, bliver bedt om at lægge 5.000 kroner. Samtidig bedes de, der har over fem millioner kroner i klemme, om at komme med yderligere 25.000 kroner. https://www.berlingske.dk/virksomheder/mysteriet-i-nyhavn-har-vaeret-i-myndighedernes-soegelys-i-aarevis-nu
分享